Nogle bøger bliver hos én længe efter, den sidste side er læst. Er du bange så ryk tættere på af Liv Helm er en af dem. Det er en stærk fortælling om et svært og tabubelagt emne, skrevet med både ærlighed og varme. Samtidig er det en skarp beskrivelse af, hvordan systemet mødte de børn, der havde allermest brug for at blive set og hørt i 90’erne. Man kan håbe, at meget har ændret sig siden da – men desværre er der stadig børn, som kæmper de samme kampe. Det er en bog, der gør indtryk, og som bliver ved med at rumstere længe efter.

Weekenden har været præget af omsorg. Vores gamle hund Gypsy har været til dyrlægen, og selvom hun heldigvis kunne komme med hjem igen, har det været tydeligt, at hun ikke er helt sig selv. Hun sover meget, spiser kun lidt og går sine ture i et tempo, der passer til hende. Og sådan skal det være. Vi har god tid. Gypsy bestemmer både farten og ruten, og vi følger stille med. Efter femten år fortjener hun al den kærlighed, omsorg og tålmodighed, vi kan give hende. Det er en påmindelse om, hvor meget et dyr kan betyde, og hvor vigtigt det er at være til stede i nuet.

Dageløkke har igen vist sig at være noget helt særligt. Ferien her har givet ro, overskud og nye erkendelser. Vi har fundet ud af, at vi faktisk ikke behøver ret meget plads for at have det godt. Det vigtigste er tiden sammen. At sidde på terrassen med udsigt over vandet, nyde stilheden, tage en kop te eller et glas vin, gå en tur og bare være. Dageløkke har lært os værdien af nærvær – og af ikke altid at have travlt.

Nu er hverdagen så småt begyndt igen. Skolestarten har været god, og i morgen vender eleverne tilbage. Det glæder jeg mig til. Der er noget helt særligt ved begyndelsen på et nyt skoleår, hvor både gamle og nye ansigter fylder gangene med forventninger, håb og lidt sommerfugle i maven.

Jeg håber, at jeg kan tage noget af roen fra Dageløkke med ind i hverdagen. En påmindelse om, at det er vigtigt at få hvilet, hygget og tage sig tid til hinanden. At ikke alt behøver at blive klaret i dag. Noget kan godt vente til i morgen.

I morgen får vi også svar på Gypsys prøver. Det fylder selvfølgelig i tankerne. Lige nu vælger vi at håbe på det bedste – og nyde endnu en stille aften sammen med hende.

Nååå ja…

Da vi landede hjemme i Viborg i aften, opdagede vi, at nøglen til huset var med i Dageløkke og stadig lå pænt på køkkenbordet dér. Så der var ikke andet at gøre end at ringe efter en låsesmed.

Alzheimer light… eller bare helt almindelig weekendhjern og glemsomhed? Vi satser – og håber – på det sidste. 😊

Man kan heldigvis ikke huske det hele. Og måske er det egentlig et meget godt tegn, når hovedet har været fyldt med ro, solnedgange, havudsigt og en gammel hund, der har haft brug for al vores opmærksomhed.